HJEM   |  INFORMATION    |   COACHING   |   PSYKOTERAPI   |     REFERENCER  
Roskilde Coaching & Psykoterapi
- Styrk dit personlige lederskab - realisér dit potentiale!

Eksistentiel dynamisk psykoterapi (EDP)
         
Den grundlæggende terapeutiske tilgang bygger på Carl Rogers beskrivelse af klientcentreret psykoterapi og eksistentiel psykoterapi, som den er beskrevet af Ernesto Spinelli og Irvin D. Yalom.
Jeg udforsker livets dilemmaer sammen med dig ved at gøre brug af den fænomenologiske undersøgelsesmetode, og vi afdækker hvordan dilemmaerne påvirker dig og dit liv lige nu.
Målet er at du skaber det liv, du ønsker ved at træffe de valg, der er gode for dig.

Den Eksistentielle dynamiske psykoterapeut har som mål at anerkende klienten i nuet, skabe bevidsthed og hjælpe samt stimulere klienten til at møde verden frit og åbent. Terapeuten fjerner ikke smerten, men anerkender at den er her og sådan er det lige nu. Terapeuten hjælper klienten til at anerkende dette, hvorved klienten rummer sin livssituation og ikke føler sig alene. Derved vil klientens ressourcer og selvhelbredende kræfter igen være tilgængelige. EDP anerkender både de positive og negative dimensioner i livet.

Terapeuten leder ikke efter årsager og forklaringer, men er i stedet optaget af at få klienten til at beskrive sin situation lige nu. Gennem detaljerede beskrivelser foldes klientens verdensbillede gradvis ud, så det træder klart frem i rummet. Det giver klienten muligheden for at træffe bevidste valg. Udgangspunket er at vi mennesker altid har et valg, og at friheden og ansvaret til at træffe de gode valg er det enkelte menneskes.

I den eksistentielle terapi lægges der ikke vægt på diagnoser. Foreligger sådanne fra fx det psykiatriske system, kan de indgå som samtalestof, hvor klient og terapeut i fællesskab reflekterer over, hvilken betydning man vælger at tillægge dem.  Terapien indledes normalt heller ikke med en udviklingshistorie, idet barndommen og forældrene ikke betragtes som årsagsforklaring. Både diagnoser og barndomshistorien anses tværtimod for meget let at kunne spærre for klientens indsigt i sine livsmuligheder. I stedet undersøges hvordan  klientens ser sin aktuelle livssituation, som aktuelt har ført til mødet mellem klient og terapeut.

Målet er selv-accept, ny læring og personlig udvikling, der fører til anerkendelse af muligheder og begrænsninger, at finde mening med livet lige nu. 

Jeg arbejder med det, der er lige nu, i regelmæssige samtaler gennem kortere eller længere tid, afhængigt af hvad klienten har behov for.

Jeg ser det terapeutiske arbejde som en samarbejdsrelation mellem klienten og terapeuten. Vi deltager begge i arbejdet, men klienten/patienten er hovedpersonen, den person om hvis livssituation det terapeutiske arbejde drejer sig.

Vi aftaler rammerne for terapiens rammer på forhånd, således at mål, tidsperspektiv, mødested og pris er fastlagte fra starten, men naturligvis om nødvendigt kan justeres efter fælles overenskomst.

For yderligere information om psykoterapi og de etiske spilleregler jeg arbejder under, se:  www.psykoterapeutforeningen.dk